Lejebetingelser

Hvem kan leje

Fælleshuset kan lejes af alle over 21 år. Du behøver ikke være en del af vores forening for at leje. Hvis en person under 21 år ønsker at leje lokalet, kræver foreningen, at en af forældrene står som lejer, samt er til stede under hele festen.

Det er vigtigt, at forældrene under festen er bevidste om regelmæssigt at ”rotere” indenfor og udenfor. Bestyrelsesmedlemmerne bor alle i omkringliggende boliger, og der vil til disse fester være et tjek på, at der er voksne tilstede.

Lejer kan ikke overdrage sit ansvar til andre.

Generelt

Fælleshuset må højst rumme 50 personer. Alt inventar, m.m. skal afleveres i samme stand, som det er modtaget. Der skal vises hensyn til kvarterets beboere, ejendomme, samt haveanlæggene. De omkringliggende legepladser må ikke benyttes af gæsterne fra Fælleshuset. Det er ikke på nogen måde tilladt at klistre skilte, farvede crepebånd eller lignende på væggene. Husk at tilse, at alle vinduer og døre er lukkede og låste, samt at alt lys er slukket når huset forlades.

Stolene anvendes kun til at sidde på, og må ikke tages med udenfor.

Spildes der på gulvet, skal det straks tørres op.

Alle medbragte ting skal fjernes fra fælleshuset ved aflevering af nøglen.

Dåser, skrald og cigaretskodder udenfor skal samles op.

Reklamationer af enhver art, skal ske ved påbegyndt lejemål, IKKE efter.

Bestyrelsen forbeholder sig ret til at lukke festen, hvis lejebetingelser og husregler ikke overholdes. Et bestyrelsesmedlem vil altid først tage en snak med lejer.

Coronarestriktioner

I tilfælde af coronarestriktioner der betyder nedlukning af forsamlingshuse,
tilbagebetales depositum og leje.

Parkering

Der kan parkeres biler på Fælleshusets grusplads samt på Æblehavens
parkeringspladser.

I forbindelse med parkering ved Fælleshuset skal man sikre sig, at dette ikke sker ved indkørslerne til de andre boligforeninger, og således forstyrre trafikken til og fra disse.

Der må ikke parkeres på græsplæner eller stier.

Støj

Af hensyn til naboer skal musikken dæmpes og alle døre og vinduer holdes lukkede fra præcis kl. 00.00. Musikken skal under festen holdes på et acceptabelt niveau, så de omkringliggende naboer forstyrres mindst muligt.

Al musik afspilles KUN indenfor.

Rygning

Rygning er ikke tilladt indenfor, men henvises til udendørs arealer.

Brug af åben ild

Brug af grill og haveblus er under lejerens fulde ansvar og skal slukkes forsvarligt.
Anden brug af åben ild er ikke tilladt. Grillkul skal bortskaffes af lejeren selv, og må derfor ikke smides i ABF Æblehavens affaldscontainer eller graves ned på grunden.

At afbrænde fyrværkeri i tilknytning til arrangementet i forsamlingshuset, må kun finde sted, hvis lejer forud for arrangementet har indhentet skriftlig tilladelse hos politimester og Fælleshusets bestyrelse.

Rengøring og oprydning

Der skal ryddes op, støvsuges, vaskes gulve og fjernes affald. Desuden skal toiletterne rengøres. Bordene skal vaskes af, stole skal støvsuges og stilles på plads, som vist på tegning i køkkenet. Borde, gulve og toiletter må kun rengøres i de forefindende midler.

Al porcelæn, glas, bestik, m.m. skal vaskes af og sættes pænt på de afmærkede
pladser, så det er let at tælle op. Hvis der anbringes papirflag, skilte eller lignende i græsset eller langs vejen skal disse fjernes.

Efterlades fælleshusets lokaler i uacceptabel stand forbeholder bestyrelsen sig ret til at indsætte et privat rengøringsselskab på lejers regning.

Hvilket også vil afskære lejeren fra fremover at leje lokalet.

Affald

Bestyrelsen beder jer respektere vores affaldssortering efter kommunens gældende regler.

Overdragelse

Nøglen til Fælleshuset kan afhentes på det aftalte tidspunkt på det aftalte sted. Det er normalt efter kl. 12.00 på udleveringsdagen. Kvittering for indbetalt leje og depositum skal forevises på forlangende.

Aflevering

Fælleshuset skal normalt afleveres i ryddet og rengjort stand senest kl. 10.00 dagen efter udlejningen. Hvis Fælleshuset ikke er udlejet dagen efter, skal det afleveres i ryddet og rengjort stand senest kl. 12.00 dagen efter udlejningen. Det er muligt at købe sig til ekstra tid / dag (speciel pris), hvis Fælleshuset ikke er udlejet. I forbindelse med afleveringen skal lejer meddele, hvad der eventuelt er blevet beskadiget eller fjernet.
Erstatning beregnes efter gældende dagspriser.

Ikke inkluderet i lejen

Lejer skal selv medbringe duge, viskestykker, håndklæder, køkkenrulle, karklude og toiletpapir.

Afbestilling

Afbestilles Fælleshuset mere end fire uger inden det aftalte tidspunkt for udlejning, returneres eventuelt indbetalt leje og depositum fuldt ud. Afbestilles Fælleshuset mindre end fire uger inden det aftalte tidspunkt for udlejning returneres det fulde depositum samt halvdelen af den indbetalte leje. Afbestilles Fælleshuset mindre end to uger inden det aftalte tidspunkt for udlejning returneres det fulde depositum, men der betales fuld leje.

Ved leje af Fælleshuset mere end 5 kalenderår frem, er bestyrelsen forpligtet til at fremlægge prisstigningen for lejer. Ønsker lejer herefter at annullerer aftalen, bortfalder 50% af depositummet.

Betalingsbetingelser

Det aftalte beløb for leje og depositum skal betales via det oplyste kontonummer, senest sidste rettidige indbetalingsdato – dato ifølge kontrakten. Betales beløbet ikke inden denne frist, har udlejer ret til uden yderligere varsel at udleje Fælleshuset til anden side.

Tilbagebetaling af depositum

Depositum (fratrukket evt. beløb til dækning af mangler og skader) vil blive udbetalt kort tid efter, at lokalet er afleveret og gennemgået. Kan det betalte depositum ikke dække udgiften til udbedring af de opståede mangler, hæfter lejeren for det manglende beløb.

Depositum tilbagebetales IKKE ved brud på lejeaftalen.

Force Majeure

ABF Æblehaven kan ikke drages til økonomisk / juridisk ansvar overfor pludselige fejl på tekniske installationer så som f.eks. opvaskemaskine, kaffemaskine, elkedel, komfur, toiletter, køleskab) og andre pludseligt opståede situationer.

Tranbjerg, den 1. november 2022